”…LIGE SÅ ENIGE var vi om, hvilket værk der var højdepunktet, nemlig Malene Hartmann og Mette Vangsgaards fantastiske skyggetog. Det er et elektrisk modeltog, der kører rundt på en stor bane med en kraftig lommelygte spændt på taget. Rundt om banen er en række ’skulpturer’ af plasticting, især køkkenredskaber – bøtter, kopper, bestik og den slags. Pointen er nu, at når toget med sin lygte lyser på dem, kaster de på væggen store skyg- ger, som ligner bylandskaber og mærkelige bygninger. Og fordi toget hele tiden er i bevægelse, er skyggerne det også: De vokser frem, vokser sig større og forsvinder pludselig ud til siden, idet toget tager et sving for at kaste nye skygger på en anden væg. På trods af en fejl, som gjorde, at toget stoppede på et bestemt sted i hver runde og skulle flyttes videre frem, var det en magisk oplevelse for både børn og voksne.
Selv om der er tendenser til et tema om vintersollys, skygger, sne – er det ikke konsekvent gennemført på udstillingen, der med enkelte undtagelser er mere sansning end indhold, og eftersom skolebørn fodres med indhold dagen lang, er det et fint valg at lave en sanselig udstilling, man kan tage med sig ud i decembers lange skygger.”
Af Torben Sangild
Anmeldelse af værket “Vinterflimmer” i Politiken 23.12.2014