“At opleve Malene Hartmanns billedværker er en bevægende udfordring. Det gælder om at stå helt stille, så man kan høre værkerne åbne og lukke døre, beskære tilgroede udsigter og grave sig ud af mellemmenneskelige gange. Det svære består i at holde sig i betragtende ro omgivet af så meget stille aktivitet.
Bevægelsen som motiv i Hartmanns værker komplicerer erkendelsen af, hvad man er vidne til. Der er ikke noget. I stedet har der været noget, og noget er ved at blive. Denne kombination af lige før og lige om lidt skaberen særlig billedgrammatik, som strukturerer værkernes visuelle sprog. Præsens viser sig således aldrig i traditionel form som en væren i akut nutid, men som en hængebro mellem savn og forventning, der gør langt stærkere indtryk end et bart er / her / nu.
Værkerne er på den måde altid på vej fra et nu til et andet og er med deres kraftige tidslige islæt langt fra stillbilleder. Den subjektive tid, de sætter som præmis, gaber over langt mere end et glip med øjet og er spundet helt ind i stregens sikkerhed.
Netop fordi værkernes underliggende grammatik er sært sammenknyttet af anderledes tids- og stedsligheder, fører stregen – det udtalte billedsprog – sig frem med den yderste præcision. Der er ingen grund til at lege med håndholdt kamera, når man i forvejen er på gyngende grund. Linjerne udgør således præciseret usikkerhed, og selv den vibrerende seismografiske streg, som bevæger sig hen over flere værker, står knivskarp.
Og hvad er det så, der næsten foregår i Hartmanns billeder? Der er ikke noget, men ikke skaber her lige så stor tilstedeværelse som noget. På dén flimrende måde låner værkerne fikserbilledets funktion: fokuserer jeg på én form, blegner dens omgivelser, men stiller jeg min opmærksomhed på en anden bølgelængde, er det et andet motiv, jeg ser. Nogle gange behøver jeg ikke engang flytte øjnene. At stille skarpt viser sig i mødet med Hartmanns værker lige så meget at være en mental som en optisk disciplin. Fikserbilledet viser, at synet og fortolkningen er samtidige.
Der er næsten nogen hjemme i tegninger og collager (“Uden titel” 2010 / 2013). Nogen har lige rejst sig, nogen har efterladt et aftryk og et omrids. I Hartmanns univers hvisker mennesket om sit nærvær. Ansigtet, som traditionelt er indbegrebet af subjektivitet, er ikke at se nogen steder, og subjektet må finde andre veje at komme til syne ad. At tegne portrætter uden om ansigtet er kun en udfordring, hvis man ikke tager Hartmanns egengrammatik i betragtning – det, der ikke er og det, jeg kun ser som en mental fortolkning, er lige så meget tilstede i billedet som den præcise streg. På den måde bliver en flagrende kjole eller et par bens vandren mod billedets grænse til poetiske manifestationer af anderledes subjektivitetsformationer med afsæt i kropslig bevægelse væk fra og hen mod. Det er ikke en klassisk modernistisk subjektivitet, der ser sin beskuer lige i øjnene, som optræder her, men en, der hellere hviskende spørger til sit eget køn, sin egen identitet og sin egen individualitet. Som med øvrige motiver i værkerne viser menneskeligheden sig her som en hængebro mellem sugende mangel og overpersonligt nærvær. Der er aldrig ingen til stede.
Mennesket er hos Hartmann en figur i kompleks relation til sin grund. Kun på sin baggrund står figuren frem, og samtidig synes figurerne at blomstre ind i eller ud af et naturlignende bagtæppe, nøgternt og som ligeværdige strukturer, der lige så meget besjæler de seismografiske aflæsninger og mineralske knopskydninger, som de omvendt forvandler mennesket til mønster. Den præcise usikkerheds streg tegner nærmest fraktaliske mønstre, der gentager sig og åbner sig fra små menneskelige omrids mod vide horisonter. På den måde anvendes de samme tegn til at identificere som til at opløse ‘nogen’.
Med udgangspunkt i det overordnede billedsprog fremstår især Hartmanns seneste collageværker “Passage” (2014) som understregende abstraktioner af den bevægelige tids- og stedslighed, der ligger til grund for figurationerne. Som surrealistiske plantegninger henviser de til andre rum og dimensioner, end hvad rammen rummer, og anslår samtidig det kernetema hos Hartmann, som anspores af arktitekturens vekslende og overlappende fremstilling af konkrete og mentale rum. Den intelligente anvendelse af farver giver plads til fikserbilledfunktionen, ligesom collagernes genbrug af tilskårne billeder og mønstre andre steder fra fordobler beskuerens fornemmelse af kompositionens åbne eller spærrede rum og tillader en poetisk, subjektiv og næsten drømmeagtig vibreren mellem dybde, flade, form og tomhed.
Med sine malerier “De vokser i mit hoved” (2012 / 2014) stiliserer Hartmann farverummet og skærer forholdet mellem figur og grund yderligere ind til benet. Skyformationer hæver sig, bjergmassiver spejler sig i vandoverflader, øer rejser sig i horisonter, græsset gror, måske, – og det hele vokser inden for et gitter, der umiddelbart ser fasttømret ud, men som taget i nærmere betragtning sprækker i smalle øjeåbnere af farvelys mellem de brede og talrige horisonter. Mekanikken gør opmærksom på sig selv. Ind imellem veksler blikket således ikke kun mellem figur og grund, mellem noget og ikke og mellem farveflade og farverum, men også mellem egengrammatikken og det underspillede billedsprog. Maleriernes grelle og kraftige farvesammenstød understreger det surrealistiske islæt i fremstillingen af den sprængte udsigt, hvor for- og baggrund forskyder sig. Samtidig, som hos collageværkerne, ansporer den horisontale afspærring af motiverne beskueren til at gå andre veje end ligeud og gentænke forholdet mellem rum, sanser og fortolkning.
Man bliver stille og lidt urolig i mødet med Hartmanns værker. Stille for at høre, hvad værkerne hvisker til hinanden, og urolig, når det går op for én. Måske er jeg her, måske er vi sammen og samtidig ikke og altid i bevægelse væk fra og – i lykkelige øjeblikke, når rummet og billedet og fortolkningen falder sammen – på vej her hen”.
-Svala Vagnsdatter Andersen, cand.mag. i visuel kultur, 2014