“Der sidder hun så, hvis hun er en hun, som kroppen mere end antyder. Benene over kors, men ansigtet? Der er intet, men noget vælter alligevel frem-ud-op fra den tomme halsudskæring. Et landskab, næsten en bjergkæde. Eller et tæppe, et sjal der har taget overhånd? En Stream of Conciousness. En rebus med krypteringen uy25.
I de seneste uger har min mailbox regelmæssigt modtaget Malene Hartmanns hovedløse skikkelser. Som billedbeskeder fra kunstnerens univers. Der har også været en periode med pyramider med kvindeben hos Malene Hartmann. Man kan fare vild i en pyramides labyrint, men man kan altså også tage den på hovedet og give den ben at gå på. Høje hæle er ingen hindring, når det gælder en ørkenvandring i Malene Hartmanns univers.
Hvis en krukke kan gå så længe til vands, at den kommer hankeløs hjem, hvor langt ude har så de hovedløse kvindefigurer været?
Uy 9. Rækkefølgen er vilkårlig lyder det fra kunstnerens vedhæftede besked. Nu er der hverken hoved eller hale, men en slags svævende kjole i landskab. Baggrunden er skæbnesvanger mørk og kan med sin takkede sorte kant mod hvidt næsten ligne en skyline. Modernitet og mose i et. For der er også siv. Er det Ofelia, der er blevet vanvittig og nu er på vej til sin flodskæbne? Uy= Unfold Yoruself. “Giv Jer til kende!” Titlen på udstilingen er et citat fra indledningen til “Hamlet”. En nervøs soldat kommer med kommandoen en tåget nat ved skansen i Helsingør. Ikke underligt at han er beklemt, det er urolige tider. Han og en soldaterkammerat drøfter rigets spændte situation før kongens død, hvor kongen havde dræbt den norske kong Fortinbras i en duel og overtaget Norge, og nu er den unge Fortinbras på vej til Danmark. Hamlet er ældgammelt teater, men vi er i krig i Danmark i dag, og der kommer døde soldater hjem, døde for fædrelandet, så langt fra det, man næsten kan komme. Er det hovedløst? Er det meningsfuldt?
Prins Hamlet møder sin fars genfærd, der fortæller, at han er blevet myrdet af sin bror Claudius. Prins Hamlet sværger hævn over Claudius, der nu er blevet landets konge ved at gifte sig med Hamlets mor, Gertrud. Og så er der jo Ofelia, som Hamlet er forelsket i, og som også elsker ham. Noget rod, altså. Men der skal hævnes og for at få det hele til at gå op, må Hamlet spille tosset, mens Ofelia bliver det, for Hamlet slår hendes far ihjel.
Krig og kærlighed. Her gælder alle kneb som bekendt. Er det derfor, der lander en frister i mailboxen i dag. Uy7. Med svaj i hoften og lydbølger i baggrunden. Man kunne også vælge at kaste sig hovedkulds ud i dansen, selv om partneren ikke vil/kan se én i øjnene. Kærlighed gør blind.
Hvorfor forekommer uy3 melankolsk? Kjole i hel figur, så hel man nu kan være uden hoved, arme og fødder. Hvid med store runde røde prikker. Rødt, japansk bjerg i baggrunden med træ. Fyr? Eller er fyren forsvundet og al kraft ved at forlade vores kjole?
Hånden på hjertet eller i lommen eller mellem benene? UY10 Siddende landskabs trøje-nederdel. Man må tage sagen i egen hånd. Hvis man har en! Måske skal man bare opgive tanken om det figuratives mening. Den gik jo også tabt for mange år siden, da verden kom i for hurtig bevægelse og landskabet var noget, man kunne suse forbi.
Kan man parafrasere et andet Shakespeare citat og sige, at Malene Hartmanns landskaber er gjort af det samme stof som drømme? Derfor vokser der kjoler i palmetræerne, og derfor gemmer figurerne deres identitet i flydende overgange mellem indre og ydre fortællinger. Et meget kvindeligt univers, der dog ofte byder op til dans.
Og en dag tikker han ind. Uy15. Eller er det en han? Et par sorte bukser udfordrende med en rød formation i baggrunden. Hamlet i en tvekønnet udgave på vej for at hævne. Eller Ofelia der har taget bukserne på, for nu vil hun bestemme? Eller er det uy19, der repræsenterer det maskuline univers? En kæmpe. Gulliver i Lilleputternes land? Hamlet med ryggen til, for han vil ikke give sig til kende.
Unfold Yourself!
I en mere moderne tolkning måske en opfordring til at folde sig ud. Trykke den af, sige det som det er, eller burde være – og slet ikke er? Malene Hartmanns tegninger og collager er i dén grad sig selv. Men ikke sig selv nok. Derfor er der plads til beskueren, til fortolkninger og associationer. Som landskaber, der er tøj, der er mennesker, der er skikkelser, der er streger og prikker, som vi selv må samle. I en flimrende verden. Sådan er det. Livet er vores eget ansvar og får man ikke givet sig til kende, kan man dø af det”.
-Synne Rifbjerg, 2007
Teksten er fra kataloget “Unfold yourself”