“Fugle, menneskefigurer, landskaber – under forvandling, er genkommende motiver hos Malene: en kvinde iført kjole bliver del af en bjergagtig formation. Der opstår fuglemennesker. Medierne er tegning, collage og maleri. Hun anvender genkendelige elementer, men værkerne bliver aldrig fortællende. De vibrerer uafgjort imellem abstrakte mønstre og figuration. Menneskefigurerne er konsekvent ansigtsløse, hvilket skaber en vis gådefuldhed, men også følelsen af noget amputeret – ligesom måden vi husker på, ganske selektivt og hullet. Eller gennem smalle sprækker. Flere af værkerne består faktisk af vandrette linjer i skiftende farvebånd. Andre af flossede lodrette. Som om der gøres forsøg på adskille og ordne. Billederne står tilbage som glimt af noget hændt. De koncentrer sig med hendes eget ord om efterbilledet, og relationen mellem mennesket og dets omgivelser. Hvad der bliver tilbage af et synsindtryk. Hvordan det passerer gennem bevidstheden og får udtryk som et forandret billede, når oplevelsen genskabes.
Malenes værker former sig som undersøgelser, af hvad der hører til hvor, og hvorledes forskellige domæner forskyder sig ind i hinanden. Pyramiderne i Egypten, der indgår i flere af hendes tidligere værker, er f.eks. spor efter en historie, vi ikke kender fuldt ud i dag. De gådefulde menneskeskabte strukturer synes næsten at være vokset ud af ørkenens sand. Eller fra pyramiden har der spredt sig en ørken. Man kan blive helt i tvivl.
Hendes tilgang til fænomenerne »rødder« og »natur« er abstraheret, fordi undersøgelsen snarere forfølger et kognitivt spor. Billederne handler ikke så meget, om hvordan Malene tænker, men mere alment, vi mennesker som sådan. Hvordan vi husker. Prøver at skelne mellem alverdens indtryk. Det menneskeskabte og naturen. Hvem siger vi kan: bjergkjole, menneskefugl”.
-Gitte Broeng, 2009
Teksten er et uddrag fra kataloget “Rod i naturen”