Ud af skabet

Ud af skabet, Nivaagaards Malerisamling, 10.-26.oktober 2014

By Malene Hartmann, 10. december 2014

-en pop-up udstilling

ARTIST BOOKS/ 200 kunstnere
Sommerfuglevinger, isbjørneskind, marmor og papir

Mere end 200 kunstnere udstiller hver deres Artist Book. Langt de fleste er unika værker lavet specielt til udstillingen. Efter en intim visning på udstillingsstedet Svends Bibliotek på Østerbro (1,6 m2!) kommer de mange smukke og originale bøger nu i selskab med verdenskunsten. På Nivaagaards Malerisamling vil bøgerne blive vist i den gamle museumsbygning, og fra væggene vil Rembrandt, Bellini, Cranach, Købke, Lundbye og alle de andre se ned på deres kunstneriske arvtagere.
På Svends Bibliotek hed udstillingen LIGE I SKABET. På Nivaagaards Malerisamling popper udstillingen op under navnet UD AF SKABET. På museet glæder vi os meget til at lægge hus til denne vigtige kunstneriske manifestation, der både viser samtidskunsten, når den er allerbedst og mest generøs og ikke mindst en række enestående kunstværker, der både kan beses og berøres.

Artist Books er kunstværker i form af bøger – hovedsageligt unika værker lavet specielt til udstillingen. Der er foldede bøger, notesbøger, krøllede bøger, hæklede bøger, fine kunstbøger, bittesmå bøger, strimlede bøger, ”hånd”bøger, bogstavbøger … mere end 200 forskellige bogværker lavet af kunstnere fra ind- og udland.
Holder man af bøger, holder man også af at røre ved dem. Derfor stiller museet hvide bomuldshandsker til rådighed for alle de nysgerrige.

 

Nivaagaards Malerisamling
Gammel Strandvej 2
Nivå